Dagen i dag skulle være den dag hvor min datter med to store pakkede kufferter og en rygsæk på ryggen tog afsted på sit livs rejse mod Vietnam.
Vi har været spændte og muntre omkring den kæmpe oplevelse der skulle komme for dagen i dag. Der har også været timer og minutter hvor tvivlen har været oppe og vende. Et kæmpe skridt for min datter Michelle i en alder af 22 år. Vi har altid været meget tæt knyttede da vores familie er meget begrænset. I den forbindelse har vi naturligvis også delt alt - både godt og mindre godt gennem livet.
Min datter har været der for mig gennem mine svære stunder med smerter og dage hvor jeg ikke er mobil fysisk. Hun har altid stået parat til at hjælpe og har brugt sig selv nok mere end hun burde og skulle.
Nu fik hun muligheden via en veninde at komme væk fra Danmark. Komme væk fra nogle øv-oplevelser i familien. Komme væk fra den byrde som hun bærer rundt på der indeholder samvittighed og ønsket om at behage og være der for sin mor konstant.
Jeg har selv skubbet bag på for at opmuntre hende og få hende overbevist om at det var den helt rigtige beslutning. Hun skal ud og opleve verden. Se det nye. Være fri og uafhængig. Og det var så i dag det skulle ske.
Her sidder vi i toget meget tidligt i morges .. 5.44 fra Nykøbing F. og spiser morgenmad og drikker cappucino. De sidste status opdateringer skulle lige afsted til Facebook.
Morgenen gik fint og vi nåede alt hvad vi skulle. Men nervøsiteten var at spore på Michelle allerede for et par dage siden. Det - tanken om at skulle flyve - var overvældende. Skrækken og angsten fyldte meget i hende. Nervøsiteten om hun nu kunne finde ud af det når hun skulle mellemlande i Frankfurt. Finde den rigtige terminal. Komme med det rigtige fly. Den lange flyvetur på ialt 15 timer. Så da vi lander i Kastrup Lufthavn i morges kl. 7.45 var Michelle dårlig. Utilpas. Meget varm i kinderne og måtte på toilettet et par gange. Angsten havde meldt sit indtog. Så jeg måtte være stærk og berolige hende. Hun tog også hanke i sig selv og tog sig selv i nakken. Men svært - det var det godt nok. Hun skal være væk i 6-12 måneder hvis tingene går efter plan og ønske.
Man kan jo aldrig vide hvad der sker derude. Går det godt? Er det som hun ønskede det? Kan hun lide at være der? Bliver savnet for stort? Alle de mange ting der sker i et følelses register spiller jo ind for hvert enkelt menneske.
Jeg ønsker og håber at Michelle får sit livs oplevelse. Får oplevet så mange fantastiske ting. Får set de smukkeste steder. Får oplevet friheden og en ny verden og en ny kultur.
Her er lige et par billeder hun sendte på mobilen efter hun havde fløjet den første tur fra Kastrup til Frankfurt. Jeg fortalte hende at det smukke hun skulle være opmærksom på var når man fløj oppe over skyerne. Hun var heldig at få en plads ved vinduet så hun kunne fotografere det.
Michelles veninde og venindens kæreste står klar og henter hende i lufthavnen når hun lander. En stor familie står klar og venter på hende og glæder sig til at møde hende.
Så uanset om turen varer en måned - 3 måneder - 6 eller 12 eller måske endda flere - så er det bare en oplevelse hun kan bruge resten af sit liv.
Hvis du vil følge med i Michelles liv i Vietnam så kan du klikke over på hendes blog som hun har lavet præcis til dette formål - og du kan følge hende på hendes youtube kanal hvor hun vil dele videoer.
Lov mig at du lægger en sød kommentar når du har læst eller set en video. En respons på at du har set det hun deler og jeg ved det varmer hendes hjerte rigtig meget.
Langt indlæg som fylder meget i mit hjerte her. Jeg skal undvære min datter i meget lang tid og det kan mærkes. Især når man har været enlig mor i så mange år som jeg har. Så knytter man sig tæt.
Jeg bruger nok dette - at skrive på bloggen her - som en form for terapi. Det håber jeg I vil dele med mig og støtte op om. Det er også meget stort for mig at hun har taget det skridt at tage afsted og bo 12.000 km væk fra mor. Vi kan ikke bare lige...... !!! - så hjælp og støt og bak op hvis du har lyst <3
Tak fordi du læste med så langt her - det gør mig glad.